Dansker til topjob på canadisk annoncemarked

January 23, 2019 | Share this article

IPG Mediabrands’ Chief Digital Officer Michael Ingemann (35) er tiltrådt et nyt job som canadisk direktør for Mediabrands-enheden Cadreon.

Han bliver således i IPG-koncernen, men er flyttet med familien til Toronto på Canadas østkyst.

”Jeg er udpeget til direktør for Cadreon, koncernens tech-arm, der bl.a. har skarpt fokus på data i annoncørernes medieindkøb.  Enheden tæller ca. 50 ansatte på Toronto-kontoret, hvor Mediabrands-gruppen har sit canadiske hovedkvarter med i alt ca. 500 ansatte. Flere sidder i andre byer. ”      

Hvad efterspørger canadierne fra dig, som de ikke kan hente tæt på, nede i New York eller Chicago?

”Jeg er vel en profil, ikke så mange er. Jeg er ikke født og opvokset på mediabureau. Jeg er ikke hentet over Atlanten til at være den bedste til programmatisk medieindkøb – jeg er hentet over til at flytte og innovere vores forretning. I den sammenhæng spiller min tech-baggrund sikkert en rolle.”

Rent fagligt forventer han ikke nødvendigvis kæmpe forandringer. Indtrykket er, at forretningskulturen i Canada er et godt miks. En stor dosis amerikansk business, hvor size matters, tilsat en skefuld europæisk fingerspitz gefühl.

Michael Ingemann regner med, at det canadiske medie- og annoncemarked slås nogenlunde med de samme udfordringer, som man kender i Danmark. Blot med flere nuller efter beløbene.

”Men et marked på 37 mio. mennesker og en placering i Nordamerika, er trods alt en faktor.  Jeg opfatter det canadiske marked således, at der er større spredning i modningen hos visse kunder, og at der teknologisk er flere muligheder, samtidig med at de er en tak længere fremme med at bygge intelligens ind i flere platforme, eksempelvis i TV, Outdoor og Audio.”

Michael Ingemann kom til Mediabrands i København tidligt i 2016 fra et job som digital marketingdirektør for konsulenthuset Impact A/S.

Modsat mange bureaufolk har han en tech-baggrund; han har til eksempel grundlagt to e-commerce sites, Rigtig Kaffe og GoShopping.